Gaaaab, så blev det tid til “det med småt”
Kedeligt er det ja, men ikke desto mindre, så skal der sgu være styr på det juridiske. PUNKTUM.
Siden, saratmortensen.dk, tilhører mig, Sara Terndrup Mortensen, som bare prøver at drive en ærlig business, der hjælper dig med at overkomme de forhindringer, der afholder dig fra at gi den gas på LinkedIn.
Jeg har selv lavet min hjemmeside og vil selvfølgelig sørge for at have styr på det hele ned til mindste detalje.
Så, er du;
- kunde i min butik
- på besøg på hjemmesiden
- tilmeldt mit (for nu imaginære) nyhedsbrev
Så vil indholdet på siden her, altså være top relevant for dig og give dig en sikkerhed for at jeg nu også har styr på alt det kedelige.. øhm jeg mener juridiske.
Bemærk: For at mindske risikoen for at falde i søvn, bør indholdet “nydes” sammen med en friskbrygget kop kaffe.
Indsamling og behandling af personoplysninger
Samtykke
Hvis du tilmelder dig nyhedsbrevet (jeg drømmer om at starte), giver du samtykke til at jeg må kontakte dig på email med nyhedsbreve og tilbud.
Dine oplysninger behandles, herunder mailadresse, navn og dine køb, indtil det ikke længere er relevant. Det betyder lavpraktisk, indtil du gør mig opmærksom på, at du ikke længere vil ha’ emails fra mig.
Du kan til enhver tid trække dit afgivne samtykke tilbage. Det gøres (skide nemt) ved et klik på linket i bunden af nyhedsbrevet eller ved kontakt på hej@saratmortensen.dk, hvor du bedes oplyse at du ikke længere ønsker at modtage mails fra mig.
Opfyldelse af aftale
I forbindelse med køb af ydelser og/eller onlineprodukter indsamles og behandles følgende oplysninger:
- Dit navn / firmanavn
- CVR nummer
- Din adresse
- Dit telefonnummer
- Din emailadresse
- Dine betalingsoplysninger
Oplysningerne behandler jeg i forbindelse med dit køb, for at kunne opfylde min del af aftalen og for at kunne overholde regnskabsloven, der kræver at regnskabsmateriale skal gemmes i 5 år. Herefter slettes de.
Har du bestilt et produkt med involvering af tredjepart (f.eks. en samarbejdspartner i all-round ordningen) vil relevante oplysninger deles med tredjeparten, de pågældende oplysninger vil fremgå af den specifikke aftaleindgåelse.
Cookies
Al onlinefærden – herunder på min side – indebærer cookies. Men dem kan vi jo godt li, så ingen problemer der.
Som udgangspunkt kan du kun give personoplysninger via. kontaktformularen eller ved at gribe knoglen og ringe mig op.
Deler du personoplysninger med mig, så vil jeg gøre hvad der står i min magt for at holde dine data in-house og sletter dem gerne på opfordring, hvis du ønsker det. (det er i øvrigt en af dine rettigheder, som vi vender tilbage til)
Datasikkerhed
Jeg kan ikke alt selv og anvender derfor tredjeparter til behandling af:
- Nyhedsbreve via emails: TBD
- CMS: WordPress
Dine rettigheder
I henhold til GDPR har du forskellige rettigheder i forhold til dine oplysninger. F.eks. har du ret til at dine oplysninger er rigtige (berigtigelse), at få udleveret dine data (dataportabilitet), til at få slettet dine oplysninger, osv.
Har du spørgsmål eller vil udøve en eller flere af dine rettigheder, kan du sende mig en mail på hej@saratmortensen.dk
Dine rettigheder kan du se og få uddybet her https://www.datatilsynet.dk/borger/hvad-er-dine-rettigheder